Æsler og lungeorm
Hvordan er det nu med æsler og lungeorm?
Jeg har nørdet lidt i dette emne og fundet frem til flg.
Mange hestefolk slår syv kors for sig ved tanken om at holde heste og æsler sammen. Årsagen er gerne angst for at æslerne skal smitte hestene med lungeorm.
Jeg lavede en forespørgsel i vores facebook-gruppe om folks erfaringer med lungeorm hos deres æsler. Ingen svarede, at de havde haft lungeorm.
Der er det ved lungeorm, at de er specialiseret i at bo i æsler. Æslerne tager ikke nævneværdig skade af ormene, hvilket giver god mening – en smart parasit skader ikke sin vært, hvor skulle den så bo? Derimod kan heste blive rigtig syge af lungeorm, som de kan få, hvis et inficeret æsel hoster på hesten eller på græsset, som hesten derefter æder.
Forskerne siger…
Jeg har forhørt mig hos Martin Krarup Nielsen, som er en af verdens førende forskere i hestens parasitter (se hans you-tube serie, den er morsom og lærerig) Martin mener, man skal holde æsler og heste hver for sig, da lungeorm kan udvikle sig i miljøet på 2 måneder.
Omvendt, så anbefaler FEI, den internationale hesteorganisation, at man sagtens kan have de to arter sammen
Det samme skriver The Donkey Sanctuary
Forudsætningen er naturligvis, at man tester for orm og behandler om nødvendigt. Lungeorm testes med en såkaldt Baerman-test, som bruges til at påvise larvestadier og ikke æg, som i almindelige ormeprøver.
Den gode nyhed er, at almindelige ormemidler som fx ivermectin også tager lungeorm. Og hvis man følger de nyeste anbefalinger og giver alle dyr ormekur om efteråret, skulle man være relativt sikker, mener jeg.
25 års erfaring
Jeg har haft æsler og heste sammen i over 25 år og aldrig haft problemer. Udover det ovenstående har jeg altid givet nye dyr en ormekur og holdt dem i “karantæne” en måneds tid inden de blev lukket sammen med flokken.
Fortæller Anja Lausten, formand for Landsforeningen Dansk Æselavl.